|
Hvert andet år har SSP-udvalget i Nørre Djurs Kommune samlet eleverne i 7.-8. klasse til en dag om stofmisbrug og kriminalitet. Det gør de igen mandag 26. marts fra morgenstunden, hvor der er flere relevante emner på skemaet i Nørre Djurs Hallen i Glesborg.
Ungdomskonsulent Keld Kristensen- SSP-dagen, der er et samarbejde mellem Socialforvaltning, Skolerne og Politiet, har været en tradition i Nørre Djurs hvert andet år. Derfor gennemfører vi også dagen i år, så vi har god tid til at tilrettelægge en eventuel fælles SSP dag for hele Norddjurs fremover, siger ungdomskonsulent Keld Kristensen, som sammen med sine kollegaer i SSP-udvalget, tilrettelægger dagen.
I det daglige forebyggende arbejde besøger kommunens ungdomskonsulenter 7.-8. klasserne og fortæller om alkohol og stoffer. De to dele fører ofte kriminalitet med sig, og konsulenterne arbejder på at forebygge de situationer, hvor de unge bliver fristet til at prøve både spiritus og det, der er farligere. Diskutere holdninger
- Vi vil gerne vænne forældrene til at diskutere holdninger til alle relevante emner allerede fra børnehaveklassealderen og lave aftaler med deres børn. Hvis det bliver naturligt for begge parter, bliver det også nemmere at lave aftaler med de unge omkring fester, alkohol, når de kommer i puberteten, forklarer Keld Kristensen.
Ungdomskonsulenterne følger udviklingen blandt de unge tæt. Den seneste undersøgelse af situationen fortalte, at 7,4 % af 7.-9. klasseeleverne har prøvet hash, mens 1,7 % har taget hårde stoffer.
- Tallene er ikke alarmerende, men vores hensigt er da at bringe tallene ned på 0. Problemet opstår formentlig også for alvor blandt de 16-19 årige. Vi har ingen lokale tal for det, men landsdækkende undersøgelse fortæller, at omfanget er større, nemlig cirka 25 %. Det vigtige er, at vi opdager problemerne og kan gribe ind så tidligt som muligt. SSP-dagen mandag 26. marts er en af måderne på at fortælle de unge om risikoen, uddyber ungdomskonsulenten. Forhåbeligt tankevækkende
Keld Kristensen håber, at forældrene allerede efter SSP-dagen taler med børnene om, hvad de har oplevet ved foredrag og de tre workshops.
- Mandag skal gerne blive en tankevækkende dag for alle, både unge, forældre og skolemiljøet, slutter Keld Kristensen. |