|
På Jasminvej i Grenaa har der været indbrud i to villaer. I den ene villa er der stjålet en bærbar PC, parfume, kontanter og en mobiltelefon. Et vindue var opbrudt. I en anden villa på samme vej er skabe og skuffer gennemrodet, og der er taget forskellige ting, som ikke er nærmere gjort op. Tyvene kom ind ved at knuse en rude.
En bærbar computer var også udbyttet ved et indbrud i en villa på Århusvej i Grenaa. Gerningsmændne opbrød et vindue. Det tredie sted med en bærbar computer som udbytte var i en villa på Åvangen i Balle. Desuden blev der stjålet et videokamera, mønter og smykker. En terrassedør var brudt op. Ved et indbrud i Åstrup Idrætscenter nøjedes tyvene med at tage noget slik fra et klublokale. Tyvene kom ind ved at knuse en rude.
I virksomheden Kvadrat på Lundbergsvej 10 i Ebeltoft kunne man efter påske se, at tyve havde gennemrodet et køleskab, men herefter er de åbenbart blevet forstyrret så meget af alarmen, at de løb derfra uden udbytte. De kom ind ved at opbryde en dør.
På parkeringspladsen ved Stadionparken i Allingåbro har to parkerede biler været udsat for en voldsom behandling. I den ene bil er der knust en dørrude, hvorefter gerningsmændene har revet bilradioen ud, men herunder blev radioen så ødelagt, at de ikke tog den med. En bil ved siden af har fået fordøren kraftigt bøjet, da tyve forgæves søgte at komme ind i den. Vicekriminalkommissær Knud Saaby siger, at det trods alt var en forholdsvis stille påske for kriminalpolitiet i Grenaa. m.s. |