Ebeltoftportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

En ildsjæl i jagtkredse fylder 75 år

En kendt skikkelse i jagtkredse, fhv. lagerchef Bent Jespersen, Frejasvej 21, Grenaa, fylder lørdag 21. april 75 år. Bent Jespersen arbejdede i 40 år på Grenaa Motorfabrik, inden han gik på efterløn som 61-årig, men han er mest kendt inden for jagtkredse, hvor han gennem en meget lang årrække har haft en en stribe tillidshverv, og hvor han stadig er aktiv.

Mærkedage

En ildsjæl i jagtkredse fylder 75 år

Af Mogens Q. Sloth

En kendt skikkelse i jagtkredse, fhv. lagerchef Bent Jespersen, Frejasvej 21, Grenaa, fylder lørdag 21. april 75 år. Bent Jespersen arbejdede i 40 år på Grenaa Motorfabrik, inden han gik på efterløn som 61-årig, men han er mest kendt inden for jagtkredse, hvor han gennem en meget lang årrække har haft en en stribe tillidshverv, og hvor han stadig er aktiv.

Som pensionist har han fortsat et job for Skov- og Naturstyrelsen ved Fussingø Stasskovdistrikt. Her er han tilsynsførende kontaktperson i forhold til beredskabsplanen for havpattedyr. Dette job indebærer, at han bliver tilkaldt, hvis der f.eks. findes syge eller døde sæler på Djurslands strande - fra Ebeltoft i syd til Fjellerup i nord. I den forbindelse bragte Grenaa Bladet tirsdag den 20. februar en større artikel om hans virke.

Bent Jespersen - eller Jesper, som mange venner kalder ham - stammer fra Frederikssund, hvor han som ung blev udlært som smed. Efter en tid som svejser på Helsingør Skibsværft flyttede han i 1953 til Grenaa, hvor han blev ansat på Grenaa Motorfabrik. Her arbejdede han i mange år som reparatør, inden han i 1970 blev forfremmet til lagerchef. I 1993 blev han efterlønner.

Gennem en årrække havde han posten som formand for Dansk Metal i Grenaa, hvor man var en markant frontfigur, og hvor hans bekendtskabskreds blev stærkt udvidet.


Bent Jespersen arbejdede i 40 år på Grenaa Motorfabrik, men er mest kendt som en markant frontfigur i lokale jagtforeninger. Den 21. april fylder han 75 år.
25 år som formand i strandjagtforening

Et særligt kapitel i hans liv er jagten, som han lige siden drengetiden har været levende optaget af. Især strandjagten har gennem alle årene haft hans store interesse og bevågenhed, hvilket medførte, at han i 1955 blev initiativtager til oprettelsen af Grenaa Strandjagtforening. Her havde han formandsposten lige frem til foreningens 25 års jubilæum i 1980. Samme år udnævntes han til æresmedlem ved kongressen i Dansk Strandjagtforening.

I 1977 indvalgtes han i Dansk Strandjagtforenings hovedledelse, året efter blev han redaktionsudvalgsformand for bladet "Strandjægeren", og i 1980 valgtes han til næstformand i landsforeningen. Ligeledes i 1980 blev han som repræsentant for strandjagtforeningen medlem af Nordisk Jægersamvirke.

Han nåede som nævnt 25 års jubilæum som formand for Grenaa Strandjagtforening, inden foreningen blev sammenlagt med de to andre jagtforeninger i Grenaa i forbindelse med stiftelsen af Danmarks Jægerforbund. Det var en sammenlægning, som han var en ivrig fortaler for, og han havde posten som formand for region 4, Århus Amt, i de første fire år af jægerforbundets historie fra 1992-1996. Fra 1996 til 2002 var han næstformand for region 4, hvorefter han trak sig tilbage efter eget ønske. Han blev overført som æresmedlem i Danmarks Jægerforbund ved oprettelsen i 1992. Han har også været medlem af komitéen for tildeling af jægerforbundets naturpris i det tidligere Århus Amt.

Flere hæderstegn

Det har ikke skortet på anerkendelser for den store indsats, han har ydet i jagtforeningerne. Han har således modtaget næsten alt, hvad Danmarks Jægerforbund kan uddele af hæderstegn, herunder jægerforbundets guldemblem »Guldfuglen« i 1994. I 1980 fik han strandjagtforeningens hæderstegn i guld med egeløv.

Selv om Bent Jespersen nu runder det trekvarte århundrede, er han særdeles frisk efter alderen. Jagtgudinden Diana har fortsat sit stærke tag i ham. Bøssen kommer ofte af knagen i jagtsæsonen, og både i jagtsammenhæng og blandt vennerne er han kendt som en hjælpsom kammerat.

Stadig aktiv i jægerforbundet

Han har i dag ikke flere egentlige tillidshverv inden for jagtorganisationer, men stadig et par mindre job inden for Danmarks Jægerforbund. I Djurslands-kredsen arbejder han som koordinator i reguleringskorpset i forbindelse med bekæmpelse af skadedyr, f.eks. mår på loftet. Denne funktion har han haft i 12 år. Desuden er han en værdifuld hjælper i forbindelse med tilrettelæggelsen af regionsmøder inden for jægerforbundets region 4.

Han er stadig en kendt og respekteret personlighed i lokale jægerkredse. Kort sagt: En ildsjæl i jagtsammenhæng.

Uden for jagtens verden har han et tillidshverv i Dagli' Brugsen Grenaa Havn, hvor han i knap 10 år har siddet i bestyrelsen.

75 års fødselsdagen fejres med familien i hjemmet. Hans hustru, Edel Jespersen, fylder 75 år i oktober, og ægteparret vil i efteråret holde en fælles fest, hvor deres tilsammen 150 år skal fejres.



Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam