Ebeltoftportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Ugen der gik

korte nyheder

Kastede sten ind i sommerhus

Et sommerhus på Østtoften ved Selkær Mølle har haft ubudne gæster, der gennemrodede alle rum, men der er tilsyneladende ikke taget noget. Tyven kom ind ved at knuse en rude med en stor sten, som blev fundet i haven.


Tre piger afsløret som butikstyve

Tre piger, hvoraf to er under den kriminelle lavalder, blev tirsdag eftermiddag i sidste uge afsløret som butikstyve i tøjforretningen Vero Moda på Torvet 6 i Grenaa.
Ifølge anmeldelsen havde de tre piger fra Grenaa taget forskelligt tøj for i alt 1.100 kr. med sig uden at betale. De blev afsløret af personalet, som tilkaldte politiet kl. 17.15.
Den ene pige er 15 år, og hun vil få forelagt en større bøde. De to andre er 14 år og kan ikke straffes. Dem vil politiet nu indberette til socialforvaltningen.


Cykelrytter styrtede

En cykelrytter, der var på træningstur, blev lettere kvæstet ved et uheld, der skete tirsdag aften i sidste uge på Nordkystvejen ved Hegedal lidt vest for Fjellerup.
Uheldet skete, da han under kørslen kom for tæt på andre cykelryttere, som han trænede med. Han styrtede og blev bragt til sygehuset til observation for en brækket skulder.


Kap-kørsel

Politiet fik tirsdag aften anmeldelse om, at to bilister kørte om kap på vejen mellem Bønnerup og Glesborg. Der var tale om en rød kassevogn og en rød Opel, der kørte vildt og uforsvarligt.
En politipatrulje kom ud til vejstrækningen ved godt 19-tiden, men fandt ikke frem til fartsynderne.


Hærværk mod nyplantede træer

10 nyplantede buske og træer, der stod på Pilevej i Skovgårde lidt vest for Fjellerup, har været udsat for groft hærværk. Ukendte gerningsmænd har simpelthen knækket buskene og træerne midt over.


Stjal kasse med skrabelodder

For anden uge i træk er der begået et tricktyveri i en forretning i Nimtofte.
Senest er det gået ud over Dagli' Brugsen i Nimtofte. Lørdag 9. juni kl. 13.35 kom fem udlændinge ind i butikken. Mens nogle af dem fik lokket ekspedienten væk fra kassen, tilegnede andre sig hele kassen med skrabelodder og stak af. Så er det spørgsmålet, hvor stor en gevinst tyvene har fået.


Voldsomt slagsmål ved Rønde-diskotek

Politiet i Århus sendte fem patruljevogne af sted, da der natten til lørdag 9. juni kl. 02.52 blev meldt om et voldsomt slagsmål uden for diskotek Crazy Daisy i Hovedgaden i Rønde.
Ifølge anmeldelsen var fem-otte mænd af anden etnisk herkomst i fuld gang med slagudvekslinger, og det så dramatisk ud. De mange politifolk fik skilt parterne ad, og de gik herefter hver til sit. Der blev ikke foretaget anholdelser.


Bil kurede 100 meter på taget

En 20-årig mand fra Ebeltoft blev sigtet for spirituskørsel efter et dramatisk biluheld på vejen mellem Rønde og Ebeltoft. Efter omstændighederne slap han meget heldigt med småknubs.
Uheldet skete lørdag 9. juni ved 05.30 tiden. Den 20-årige var på vej hjem og kørte fra Feldballe ad Ebeltoftvej, da han i en kurve ved Ørnbjerg Mølle mistede kontrollen over bilen. Den væltede om på taget og kurede herefter ca. 100 meter, inden den ramte et autoværn og landede på hjulene.


Ulovlig indtrængen på svømmebad

Politiet har sigtet to unge for ulovlig indtrængen på Kolind Svømmebad på Bugtrupvej.
I den varme periode fik politiet flere henvendelser om, at personer ulovligt benyttede friluftsbadet efter lukketid. Mandag den 11. juni kl. 22.20 slog politiet så til. To unge var da i gang med at bade i bassinet, og de blev sigtet for ulovlig indtrængen, fordi de var kravlet over hegnet og benyttede badet, selv om det ikke officielt var åbent. De to sigtede er en 21-årig kvinde og en 22-årig mand fra lokalområdet.


Tyveri fra garage

Tørstige tyve har været på spil i en garage på Odinsvej i Grenaa, hvor der er stjålet tre kasser med dåseøl og fem kasser dåse-sodavand. Garagen var ikke låst.


Knallertkører styrtede i grus

En 38-årig mand fra Mørke blev lettere kvæstet, da han kørte galt med sin knallert.
Da den 38-årige tirsdag ved 19-tiden kørte ad Gl. Mørkevej i Mørke, væltede han - formentlig på grund af noget løst grus, der lå på vejbanen. Ved styrtet fik han blødende sår i hovedet, og en ambulance bragte ham til sygehuset til nærmere undersøgelse.


Anmeldelse om misrøgt af hund

Politiet i Grenaa fik tirsdag aften i sidste uge anmeldelse om, at en hundeejer i Pederstrup mellem Trustrup og Kolind havde misrøgtet sin hund. Ifølge anmeldelsen havde hunden gået indelukket i fem dage og ikke fået mad og vand. Da politipatruljen kom til adressen, fandt den hverken mennesker eller hund. Betjentene forhørte sig hos naboer, der fortalte, at beboeren netop var rejst på ferie, og at hun havde taget hunden med.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam