Torsdag den 21. februar er det lykkes FOF Djursland at få hele 2 store arrangementer til Djursland. Det drejer sig om 2 meget vigtige emner, som bestemt er en debat værd.
Af skoleleder Lene Fribo
Igennem lang tid har FOF annonceret med Frede Braüner, som denne aften i Kulturhuset Pavillonen vil sætte fokus på kostens indflydelse på børn og unges fysiske, psykiske og sociale udvikling. Han vil til alle fremmødte forældre, pædagoger, undervisere, sundhedsplejere, behandlere, politikere m.v. - give redskaber til: - at tolke dagligdagens symptomer på dårlig ernæring, - at give indsigt i pædagogiske og praktiske metoder i bestræbelserne på at ændre børn og unges kostvaner og derigennem at forbedre børns indlæringsevne og adfærd. Danske børn og unge er blandt de mest usunde i Europa, og et stigende antal får brug for psykologhjælp og andre specialtilbud. Det er et område, der virkelig har brug for opmærksomhed og netop derfor har FOF valgt Frede Braüner, der har udgivet flere bøger om emnet, ligesom han også er en meget efterspurgt foredragsholder. Frede Bräuner er fortaler for den holdning, at ernæring, opdragelse, undervisning og omsorg hænger sammen, og han søger i sin skribent- og foredragsvirksomhed at formidle dette gennem udtryksmåder som humor og fortællinger. Rigtig mange institutioner har valgt at deltage gruppevis og også forældreråd er tilmeldt. Der er stadig plads til flere, man skal blot møde op.
Kræft og optimisme
Optimisme og kræft hænger ikke altid sammen!! Men det gør det i eftermiddagens arrangement den 21. februar. Det er lykkes FOF at lokke Arne Rolighed, direktør for Kræftens Bekæmpelse og Flemming Flyvholm, journalist og kræftpatient til Grenaa for at debattere omkring »Kræft og optimisme«. Arrangementet tilbydes i samarbejde med Norddjurs Kommune, som samme aften vil præsentere kommunens mange forskellige tilbud indenfor kræftrehabilitering.
Arne Rolighed vil berette om alt det, der gøres blandt forskere og læger og i Kræftens Bekæmpelse for at undgå at få kræft og finde nye virkningsfulde behandlinger. Han vil også komme ind på, hvad man som pårørende eller som kræftpatient selv kan gøre, når sygdommen rammer.
Flemming Flyvholm vil supplere ham i dette og fortælle om hans personlige oplevelser, om hvordan han kom igennem, hvordan de pårørende og venner kan hjælpe og om hvordan han genvandt håbet om et liv med og efter kræft.
Denne eftermiddag er for alle, der ønsker at tackle den frygtede sygdom på en mere fornuftig måde. Vi er alle mere eller mindre berørt af den, så kom og vær med i debatten.
Gerne tilmelding til FOF på telefon 86 32 55 88 eller f@f-djursland.dk af hensyn til kaffe og kage, som serveres i pausen.
Kilde: Grenaa Bladet
sof