Grenaa Billard Club har afholdt sin årlige generalforsamling. Formanden, Bjarne Thækker Hansen, kunne berette om et år med uændret medlemstal, men alligevel øget aktivitet.
Det er således lykkedes klubben at etablere en afdeling for efterlønnere og pensionister, som mødes en eftermiddag hver uge. Ungdomsafdelingen har ikke haft samme fremgang, men der er alligevel træning hver uge, hvor der især spilles pool, som er meget populært blandt de unge. Klubben arrangerer desuden ture til Aarhus, hvor der er mulighed for at spille snooker.
I år har klubben 2 hold med i Jydsk Billard Unions turneringer i keglebillard, og de klarer sig begge pænt. Førsteholdet er i øjeblikket placeret som nr. 2 i jyllandsserien og kan med en sejr i sæsonens sidste kamp mod topholdet fra Aarhus sikre sig oprykning til danmarksserien. I serie 1 ligger klubben midt i tabellen.
Bjarne Thækker Hansen blev på generalforsamligen genvalgt som formand for de næste 2 år, ligesom der var genvalg af Kai Strand. Henrik Leth ønskede ikke at fortsætte i bestyrelsen, og han blev afløst af Tage Winther. Derudover består bestyrelsen af turneringsleder Allan Ogdal Jensen og kasserer Kåre L. Laursen.
Kilde: Grenaa Bladet
sof